Turen til Utrecht
Vi er 4 par fra Holbæk Kaninavlerforening, der har været på kaninudstilling i Utrecht, Holland, den 26.-29. januar.
Vi kørte fra henholdsvis Højby, Tølløse, Dianalund og Høng kl. 3.30 torsdag morgen og mødtes ved Tappernøje, hvorfra vi fulgtes ad til Utrecht. Vi kørte til Rødby og tog færgen til Puttgarden, ned igennem Tyskland og til Holland. Det tog ca. ti timer med div. pauser.
Vi tjekkede ind på Hotel Ibis i Utrecht, og derefter kørte vi ud til udstillingen for at få mulighed for at kigge på de kaniner, vi gerne ville købe. Vi håbede på, at det også var de dyr, der kom til salg. Hvis dyrene ikke var til salg, ringede vi til ejerne og spurgte, om de ville sælge alligevel. Vi var flere, som var heldige at få lov til at købe nogle dyr, som egentlig ikke var til salg. Vi fik alle dyr med hjem, og div. tilbehør kom også med hjem.
Der var 3.599 kaniner på udstillingen, og der var også udstillet fugle, duer, høns, ænder og marsvin. I alt var der udstillet ca. 8.200 dyr. Der var også foder, drikkedunke, madskåle, bøger og meget andet til salg.
Vi blev der i alle tre dage, så vi tror, at vi kom rundt på hele udstillingen. Tre personer fra gruppen var ikke interesserede i kaniner, og de tog på shoppingtur om lørdagen, så de "blev fri for alle de dyr". Så alle fik noget ud af turen.
Torsdag, hvor vi var ankommet til Utrecht, spiste vi på hotellet. Vi fik wienerschnitzel, entrecote og laks. Fredag spiste vi på Kong Arthur, hvor vi fik laks og kalveschnitzel med kartoffelmos og bearnaisesovs. Til dessert fik vi crème brulée. Lørdag aften var vi på en kinesisk restaurant, hvor vi fik mange forskellige retter. Vi tog bussen til restauranterne, og så tog vi taxi tilbage til hotellet.
Søndag efter morgenmad var det tid til at finde Danmark igen med vores nyindkøbte dyr. Det var en rigtig hyggelig tur, hvor vi alle kunne gøre, hvad vi havde lyst til. Niels Kildegaard var guide på turen.
Med venlig hilsen
Anne og Niels Kildegaard, Højby
www.annes-loevehoveder.dk
Anita og Jan Nielsen, Tølløse
www.123hjemmeside.dk/janskaniner
Denise og Christopher Nielsen, Dianalund
www.deniseskaniner.dk
Anette og Jørn Petersen, Høng
www.anette-jorn-hobby-og-kaniner.dk
Billedet er taget af Anette Petersen, og vi
henviser til
vores hjemmesider for flere billeder.